DPO Danmark søger studentermedhjælpere

21. januar 2025

Er du struktureret, ansvarlig og interesseret i at prøve kræfter med opgaver vedrørende GDPR? Så er denne stilling måske noget for dig. Du kommer til at lære om compliance i praksis og kan prøve kræfter med det at være konsulent. 

billede-dpo-kontor

Del artiklen på:

Leder du efter et studenterjob på 12-15 timer ugentligt?

Hos DPO Danmark agerer vi eksterne DPO’er samt GDPR-rådgivere for en masse spændende organisationer såsom Team Danmark, Lessor Group, Grant Thornton og Det Kriminalpræventive Råd. I den forbindelse bistår vi med en lang række databeskyttelsesretlige opgaver, herunder bl.a.: 

  • Fortegnelse for behandlingsaktiviteter 
  • Juridisk begrundelse ved valg af behandlingshjemmel 
  • Risikovurdering med fokus på de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder 
  • Leverandørvalg og tilsyn med databehandlere 
  • Datasikkerhedsbrud 
  • Henvendelser fra de registrerede 
  • Konsekvensanalyse (DPIA) 
  • Spørgsmål vedr. tredjelandsoverførsler og TIA 
  • Afholdelse af DPO-tilsyn med efterfølgende rapportering til ledelsen 

 

Du vil blive introduceret til ovenstående emner m.fl. i din opstartsperiode, som også vil indeholde undervisning og praktisk indkøring. I takt med dine interesser og som du efterhånden bliver mere GDPR-vant, vil du modtage sværere opgaver som føjer til din læringskurve. Du skal derfor være indstillet på forskellige opgaver med varierende kompleksitet og vil således både have rutineopgaver og samtidig vil du få opgaver af udviklingskarakter i forbindelse med løbende complianceprojekter. 

Arbejdsopgaverne kan kræve juridisk kendskab til Databeskyttelsesforordningen, Databeskyttelsesloven samt relevant særlovgivning og/eller it-teknisk kendskab til generel datahåndtering i it-systemer. Manglende kendskab til ét af de nævnte områder skal ikke afholde dig fra at søge stillingen. Vi kan altid lære dig det du ikke ved. 

Stillingen er placeret i hjertet af DPO Danmark midt i København, og du vil arbejde sammen med andre studerende i vores juniorteam som består af 4 studerende og få støtte fra vores seniorteam, som består af både GDPR-jurister og it-specialister. 

Din profil 

Du har et studie hvor ovenstående arbejdsopgaver forekommer relevante. Det kan f.eks. være som studerende på jurauddannelsen, erhvervsjurauddannelsen, relevant DTU-uddannelse, erhvervsøkonomiuddannelsen eller anden uddannelse med it-teknisk indhold. 

Som person er du uformel og fremkommelig, og så er du en holdspiller med godt humør. Du trives med at have varierende opgaver, hvor nogle kræver fordybelse og andre kræver tempo. Du er servicemindet, pligtopfyldende og trives med at der i perioder er travlt.  

Vi tilbyder… 

…spændende arbejdsopgaver inden for arbejdet med GDPR, hvor du får mulighed for at sætte din faglighed i spil under kyndig vejledning fra erfarne kollegaer. Vi sætter balancen mellem arbejdsglæde og livsværdier højt, så der er plads til smil og velbehag i hverdagen. Vi opretholder et højt fagligt niveau, men prioriterer også fredagsbarer og sociale arrangementer højt – det er et lille, hyggeligt kontormiljø hvor vi også går op i at hygge os sammen. 

Ansættelsesvilkår 

Vi tilbyder dig i 12-15 timer ugentligt. Vi aftaler timetallet konkret pr. semester ud fra din undervisningsplan og tager selvfølgelig særlige hensyn til eksamensperioder. Vi tilbyder en hybridarbejdsplads med en fast ugentlig dag med fysisk fremmøde på vores kontor i København K og derudover mulighed for fjernarbejde. 

I din ansøgning vil vi bede dig skrive om, hvad du ønsker at fordybe dig i samt, hvad du kan se dig selv bidrage med. Vi nyder nye perspektiver, som kan bidrage vores organisation med at holde sig opdateret og på dupperne. 

Samtaler og tiltrædelse 

Vi afholder samtaler løbende med mulighed for tiltrædelse snarest muligt. 

Ansættelsessted

DPO Danmark ApS
Rosengården 4, st.th
1174 København K 

Yderligere oplysninger 

Er du interesseret i at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Michael Nielsen på telefon 51861616. 

Ansøgning 

Vedhæft venligst motiveret ansøgning, CV og relevante bilag. 

Oplys gerne dit navn og dine kontaktoplysninger. Vi frabeder os venligst at de vedhæftede dokumenter indeholder dit personnummer.
Send din ansøgning til job@nulldpo-danmark.dk. 

Databeskyttelsesretlige oplysninger 

Ovenstående personoplysninger indsamles efter formålet om at finde de(n) rette kandidat(er) til de ledige stillinger i DPO Danmark ApS. Personoplysningerne indsamles af DPO Danmark ApS som den dataansvarlige af ansøgeren som registrerede. 

I forbindelse med rekrutteringsprocessen behandler vi almindelige personoplysninger om dig. I denne tekst kan du læse mere om, hvilke oplysninger vi behandler om dig, når du søger en stilling hos os. 

Når vi modtager din ansøgning

Vi kvitterer for din ansøgning ved modtagelse. I rekrutteringsprocessen er det de personoplysninger, som fremgår af din ansøgning, CV og andre medsendte dokumenter, der bliver registreret.
Det vil typisk være følgende oplysninger:
Navn, adresse, fødselsdato, telefonnummer, e-mail, uddannelse(r), karrierehistorik.
Vi anvender databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra f som hjemmel, da der er tale om personoplysninger, som du selv har fremsendt til os med henblik på at blive ansat. 

Opbevaring og sletning

Hvis du får afslag, sletter vi de oplysninger, vi har registreret om dig, inden for 6 måneder. 

 

 

Kontakt os

    Michael Nielsen - Partner, adm. direktør, DPO, compliancekonsulent

    DPO, partner, adm. direktør
    Michael Nielsen

    Mail: mni@nulldpo-danmark.dk
    Mobil: 77341734